Tommy Ahlers

Flere nye virksomheder

Vi er dårligere end sammenlignelige lande til at sætte gang i banebrydende initiativer og bygge nye virksomheder. Det skal vi rette op på. Så flere skaber noget nyt. Til gavn for dem selv og for vores fællesskab.

Vi skal igen kunne bygge store virksomheder i Danmark.

Vi kan kun selv bestemme vores fremtid, hvis vi stadig er et af verdens rigeste lande.

Det er på den måde, vi kan definere de værdier og principper, der skal gælde i Danmark. Skal vi forblive en succesfuld nation med et stærkt fællesskab, skal vi blive bedre til at bygge nye store erhvervssucceser, så vi har en stærk økonomi.

Tommy Ahlers på scenen i forbindelse med Podio (2011)

Vi er dårligere end mange normalt sammenlignelige lande til at sætte gang i banebrydende initiativer og virksomheder. Vi er lidt for magelige og orker ikke altid at ofre, hvad det kræver at føre talent og idéer hele vejen til toppen. For få vælger iværksættervejen, og vi lykkes for sjældent med at udnytte den viden og forskning, der bedrives på de danske universiteter.

De erhvervssuccesser, som vi rent faktisk lykkes med at skabe, bliver ikke store nok. I dag er det ikke muligt at bygge en ny virksomhed som Lego eller Novo Nordisk i Danmark. For når først vores virksomheder når en vis størrelse, bliver de købt af udlandet eller flytter selv.

Ny iværksætterkultur
Vi har brug for en kultur, hvor det er lige så naturligt at overveje at starte egen virksomhed, som det er at tage et lønmodtagerjob. Hvor vi hylder det personlige initiativ, og dem som skaber noget nyt. Vores universiteter skal lave flere start-ups, og det skal være nemt for forskere og studerende at prøve deres ideer af, for at se om de holder kommercielt.

Flere talenter
Vi skal uddanne det rette talent gennem gode uddannelser og ved at give de studerende en større indsigt i teknologi. Vi skal uddanne mennesker, der både er fagligt dygtige, og som tør begå fejl og kaste sig ud i noget nyt. Samtidig skal vi åbne Danmark, så vi gør det nemt for udenlandsk talent at komme til Danmark for at arbejde.

Mere kapital
Vi skal gøre det nemmere for iværksættere at tiltrække kapital, så drømmene og ideerne har mulighed for at blive til virkelighed. Vi skal derfor sørge for, at det er attraktivt for både almindelige danskere, business angels og udenlandske investorer at investere i nye danske virksomheder. Vi skal skabe et iværksættermiljø i Danmark, hvor man ikke behøver at sælge eller flytte til udlandet for at få sin virksomhed til at vokse ind i den globale superliga.